Mere om Han Nguyen
Han Nguyen har en baggrund i spiludvikling som designer og grafiker. Under en karrierepause opdagede hun leret, og pausen forvandlede sig til et skifte. Hun blev uddannet keramiker i 2021 fra Clay College i Stoke-on-Trent i England, hvor den engelske keramiktradition har sat sine tydelige spor, og er siden vendt tilbage til Danmark. Med værksted i Odense arbejder hun med et ønske om at skabe nutidigt lertøj der viderefører pottemageriets traditionelle former og teknikker, samt det umiddelbare udtryk som lertøj har.
Beskriv dit produkt med tre ord:
Funktionelt, traditionelt og ekspressionistisk.
Hvilke materialer arbejder du med?
Jeg arbejder med lertøj.
Af hvem, hvad eller hvor får du inspiration?
Det er lertøj, dets energi og legende udtryk, såvel som landpottemageriets traditioner, håndværk og ubesværethed, der har formet mit sprog inden for keramikken. Jeg er optaget af det historiske lertøj og pottemagerens anonyme aftryk i ler. Spor af en proces, der for evigt er brændt ind i keramik.
Hvad gør dit lertøj til noget særligt?
Jeg har en interesse for at udforske brugsgenstande som lærred for dekoration og skabe objekter, der eksisterer mellem kunst og funktion. Billedsiden er inspireret af både typiske pottemager dekorationer, som oftest er affødt af den naturlige gestus, der bunder i specifikke teknikker og redskaber. Abstrakt ekspressionisme er en anden inspirationskilde, der har en vis relation til pottemagerens dekorationer, idet det på mange måder er en underbevidst og spontan tilgang til billedet.