Mere om Svend Færch
Svend er autodidakt keramiker med en baggrund som uddannet billedkunstlærer. Han har erfaring som underviser og praktiker og fra højskoleophold, og er ligeledes bruger af Lerværkstedet i Odense, hvor han er en del af det team, der holder værkstedet kørende. Svend fremstiller primært lågkrukker til pynt og brug. De ender i køkkenet, på badeværelset, på spisebordet eller på bogreolen og er genstande der klart skiller sig ud.
Beskriv din keramik med tre ord:
Mine kunder siger, at mine produkter er anderledes, meget flotte og formfuldendte.
Hvilke materialer arbejder du med?
Jeg arbejder i stentøj og porcelæn. Jeg begynder altid med at rulle en klump ler ud til en plade, som jeg skærer ud til bund, sider og låg. Nogle lågkrukker består kun af tre stykker, mens andre består af mere end ti.
Jeg bygger lågkrukken i hånden, og efter delene er samlet, arbejder jeg med finish og detaljer, mens lågkrukken langsomt tørrer.
Første brænding er forglødning ved 900 grader og efterfølgende glaseres emnet og brændes ved 1280 grader. Mine glasurer er oftest en blanding af flere farver og er altid godkendt til fødevarer og tåler en tur i opvaskemaskinen.
Af hvem, hvad eller hvor får du inspiration?
Når man arbejder med former, har man altid øjnene med sig. Jeg ser muligheder hvor end jeg bevæger mig, både i bylivet, på museer og i naturen.
Efterfølgende omsættes inspirationen gennem blyant og saks til nye modeller, der prøves af i den virkelige verden.
Hvad gør din keramik til noget særligt?
Jeg håndbygger det enkelte produkt fra bunden, i et design som er let genkendeligt, samtidig med at jeg bruger en mangfoldighed af former, som alle tager udgangspunkt i de muligheder der er i at arbejde med pladeteknik. Formsproget er som udgangspunkt geometrisk eller organisk og således ofte en blanding af kantede og runde former.
Hvem designer du til?
Køber man et af mine produkter, får man et stykke brugskunst, der er flot at se på, lækkert at have i hånden og som tiltaler det designbevidste publikum.
Hvordan har dit produkt udviklet sig gennem tiden?
Over årene har mit design og min håndværksmæssige kunnen selvfølgelig udviklet sig. Når jeg i dag laver et nyt design fra bunden, er det en proces over en længere periode, hvor jeg leger med formerne og funktionaliteten.